Børnenes deltagelse i madlavningen
Børnenes deltagelse i madlavningen vægtes højt. I Rosenkilden er vi af den overbevisning at deltagelsen øger børns nysgerrighed overfor mad generelt. De tør smage på forskellige madvarer, hvis de i fællesskab får lov at påvirke hinanden i en positiv retning.
Børnene deltager i det omfang de kan og det er muligt. I børnehaven er der fx planlagt maddage, hvor børnene hjælper til i køkkenet.
Fest og traditioner
Når huset holder fest (fx Sankt Hans, fastelavn o.s.v.), bliver der serveret saft, der er lavet af gode og naturlige råvarer. Når børnene får godter fra julemanden eller i fastelavnstønden, er det af råvarer der ikke indeholder farvestoffer.
Fødselsdage
Når børnene holder fødselsdag, må der ikke medbringes slik, kage og is. Børnene må gerne medbringe boller (der ikke er pyntet med slik) eller lækker frugt, som kan laves til stænger eller andet sjov.
Ingen slik og kage i vuggestuen
Vuggestuens børn får ikke tilbudt søde sager som slik og kage. Vores holdning er, at forældrene selv skal tage beslutningen, når deres barn skal introduceres for mindre sunde produkter. De mindste får tilbudt kiks, frugt eller tørret frugt som godter ved festlige lejligheder.
Is i varmen
I ferie perioden, når solen varmer dejligt, kan en is altid være en dejlig smagsoplevelse. Denne oplevelse giver vi også børnene, men for at holde styr på mængden, er det Rosenkilden der køber is. Derfor frabedes is fra private hjem.
Mad fra køkkenet
Vores køkkendame arbejder udefra Fødevarestyrelsens anbefalinger. Hun tilbereder alt mad fra bunden, så vitaminer og smag bevares.
Alle børn får dagligt nybagt brød, som de selv kan være med til at bage.